Til forsiden
Guide til slotte og herregårde

Sjælland, Møn, Lolland og Falster rummer mange smukke og interessante slotte og herregårde. De udgør en synlig og vigtig del af landskabet, og deres historie spænder over næsten et helt årtusinde. Alle fortæller de en historie om århundredernes begivenheder, æstetik og levevis. De ældste bygningsværker, der daterer sig tilbage til middelalderen, findes enten som bevarede borge eller ruiner.

Borreby HerreborgBorreby Herreborg er en af Danmarks ældste og bedst bevarede rennæssanceborge. Hovedbygningen er opført i 1556 af Christian III's kansler Johan Friis. i 1600-tallet overgik Borreby til Daae-slægten, som dog ruinerede sig selv på grund af 'guldmagermani' og endte med at måtte gå fra hus og hjem. Denne historie gav H.C. Andersen inspiration til eventyret 'Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre' (1859).

Slægten Castenschiold har siden 1783 ejet og beboet Borreby, hvor der findes en stor og meget fin samling malerier, gobeliner og danske møbler. Går man en tur over voldgraven, gennem porten til den ydre slotsgård, vil man i sommerperioden finde Borreby Galleri i det gamle Tinghus og tilstødende herskabsstald. Parken er anlagt i 1750 i fransk geometrisk stil. Samme år blev der indrettet kapel i vestfløjen.

Der er ikke offentlig adgang til hovedbygningen, men istedet er der adgang til park og borggård med galleri og udstillingsbygning.
Borreby Herreborg, Borrebyvej 47, Borreby, 4230 Skælskør
Dragsholm SlotDragsholm Slot er en af Danmarks ældste, verdslige bygninger. Gennem mere end 800 år har slottet ligget på en smal stribe land ved Lammefjorden. Fra det oprindelige paladsbyggeri har Dragsholm Slot gennemgået flere ombygninger men har siden 1700-tallet fremstået som en smuk barokbygning.
Dragsholm Slot blev opført omkring 1215 af Roskildes biskop, Peder Sunesen, men i forbindelse med reformationen i 1536 overgik Dragsholm Slot til kronen og fungerede under kongens lensherrer også som statsfængsel. Her sad bl.a. skotten James Hepburn – Jarlen af Bothwell – fanget i fem år indtil hans død. Det siges, at han stadig spørger på slottet og at hestevognen, der kørte hans kiste væk, stadig kan høres på gårdspladsen fra tid til anden! 

I 1937 købte J.F. Bøttger Dragsholm Slot, der i dag ejes af J.F Bøttgers datter. Slottet fungerer som hotel og restaurant med tilhørende konference- og selskabs-afdeling i de historiske saloner. I slottets køkken tager man udgangspunkt i de lokale råvarer fra den omkringliggende Lammefjord.

Der er mulighed for at få guidede rundvisninger på slottet hele året – i sommerferien også på engelsk og tysk.

Dragsholm Slot, Dragsholm Allé 1, 4534 Hørve

Læs den spændende raportage fra Dragsholm Slot
Fuglsang GodsFuglsangs ejere kan dateres helt tilbage til 1368. I det 16. århundrede kom herregården i Rudernes eje. De ejede den indtil 1661, hvor Dronning Sofie Amalie overtog stedet.

I 1819 kom godset i Familien de Neergårds besiddelse. Rolf Viggo de Neergård byggede i 1868-69 den nuværende hovedbygning i nygotisk rennæssancestil. Han var gift med komponist I.P. Hartmanns datter Bodil, og det medførte at mange kunstnere, bl.a. Carl Nielsen og Edward Grieg, gæstede Fuglsang. Efter Bodils død blev Fuglsang overtaget af det Classenske Fideicommis og var i nogle år refugium.

I dag er den musikalske tradition genoptaget, idet Det Musiske Selskab, Storstrøms Kammerensemble og Fuglsang Musikforening jævnlig afholder musiske arrangementer i hovedbygningen.

Rundt om hovedbygningen ligger de gamle voldgrave, og herfra strækker den smukke have sig med vidstrakte plæner og sjældne træer ned til naturområdet Skejten ved Guldborgsund. I 2007 blev Fuglsang Kunstmuseum opført på området.
Fuglsang, Nystedvej 73, 4891 Toreby L.
Gavnø SlotPå øen Gavnø ved Susåens udløb ligger Gavnø Slot og Park. I middelalderen lå her en befæstet borg, hvorfra der blandt andet blev drevet sørøveri. Men med Magrethe d. I's køb af Gavnø i 1402 blev borgen erstattet af et nonnekloster for 'jomfruer af stand'. Fra den tid stammer den meget smukke slotskirke i sydfløjen.

I 1737 kom Gavnø i Otto Thotts eje. Han ombyggede hovedbygningen til det nuværende 3-fløjede rokokoslot, meget dekorativt med gulkalkede mure og hvide pilastre. I 1960 oprettede Axel Reedtz-Thott 'Gavnøfonden' med det formål, at bevare slottet med dets værdifulde inventar som helhed. Det rummer eksempelvis Nordens største privatejede malerisamling, som er offentlig tilgængelig, Brandværnshistorisk Museum og en park med eksotiske sommerfugle og smukke blomster.

Om foråret prydes parken af et væld af tulipaner og andre løgblomster. Derfor kaldes Gavnø også 'Eventyrslottet på Blomsterøen'. Der er adgang til parken og slottet fra maj til august mod entre.

Gavnø Slot, Gavnø 2, 4700 Næstved

Læs den spændende raportage fra Gavnø Slot
Gisselfeld KlosterI et smukt kuperet terræn ligger Gisselfeld med en af nordens smukkeste parker. Den tre-fløjede hovedbygning er opført af Peder Oxe fra 1546-75.

I 1699 blev stedet overtaget af Christian V's uægte søn Christian Gyldenløve. I henhold til hans testamente oprettede Fr. Chr. Danneskiold-Samsøe et adeligt jomfrukloster. Men hovedbygningen kom udelukkende til at tjene som beboelse for direktøren, der skulle være en Danneskiold-Samsøe, og siden 1699 har denne slægt boet på Gisselfeld.

Hovedbygningen er præget af overgangstiden mellem middelalderens gotisk udsmykkede borg og rennæssancens pragtsøgende herremandsbolig. De kamtakkede gavle er indbegrebet af den særlige danske gotiske rennæssance. Den smukke park, anlagt i 1890'erne i engelsk havestil, er offentlig tilgægelig. Her er 375 sjældne træarter, historiske drivhuse, springvand og en karpedam fra Oxe's tid, hvor H.C. Andersen fik inspiration til eventyret om "Den grimme ælling".
Gisselfeld Kloster, Gisselfeldvej 12 A, 4690 Haslev
KnuthenborgKnuthenborg er i dag bedst kendt som safaripark med eksotiske dyr, planter og sjældne træer. Den enorme park er anlagt i 1860'erne og 70'erne af Lensgreve Eggert Christopher Knuth, der fik indført hele skibsladninger af eksotiske træer.

Hovedbygningen er bygget som et enkesæde i 1864. Den historicistiske bygning blev med forskellige tilbygninger efterhånden til Knuthenborgs nuværende hovedbygning.

At parken i dag også er en dyrepark er en tilfældighed. En dyrehandler var i bekneb for plads til sine dyr og fik kontakt til Adam W. Knuth. Dyrene befandt sig så godt i knuthenborgs park, at man selv prøvede at importere eksotiske dyr. Omkring 1969 blev de første zebraer og antiloper således udsat i parken, og idag er der over 50 forskellige dyrearter.

Parken kan besøges i bil, på cykel eller til fods, og der er et væld af oplevelsesmuligheder for både voksne og børn.
Knuthenborg, Maribo, 4941 Bandholm
Ledreborg SlotLedreborg Slot er i dag et af Danmarks fineste eksempler på det 18. århundredes bygnings- og landskabsarkitektur.
Ledreborg blev bygget i 1740-45, af den daværende leder af Det Danske Kancelli, under Christian VI, Lensgreve Johan Ludvig Holstein og har nu været Holstein-Ledreborg familiens domicil i over 250 år og hovedbygningen indeholder en hel unik samling af møbler og malerier, næsten uberørte siden slottet blev bygget. 

Ledreborg Slot rummer et af skandinaviens flotteste rokokoanlæg og hver sommer er der mulighed for at se den smukke samling af blomstrende pæoner.

Ledreborg byder desuden på mange aktiviteter for hele familien. Deltag i skattejagten, prøv "Jungleeventyrstien" i parken, eller blot gå en tur og se de spændende skulpturer, skabt af naturens egne materialer.
Ledreborg Slot, Ledreborg Allé, 4320 Lejre
Liselund Gl. SlotLiselund Park er Nordeuropas bedst bevarede romantiske have. Dette eventyrlige anlæg fra 1790'erne rummer blandt andet snoede stier, skov pavilloner, og det kuperede terræn strækker sig direkte ud til Møns Klint.

Havens mest bemærkelsesværdige bygning er Liselund Gl. Slot, der står nærmest uændret siden opførelsen i 1792-93.
Stedet blev i 1783 købt af Antoine de la Calmette. Stærkt optaget af naturfilosofien anlagde han sig et lyststed - en idyllisk stemningshave med et lille stråtækt miniature slot - og kaldte det Liselund efter sin kone Lisa. Den lille hvidkalkede bygning med stråtag er kun prydet af et spir og en søjlearkade omkring sydfløjen. Også interiøret er enkelt og klassisk, præget af symmetri og smukt bemalede vægge.

Senere overgik stedet til Gottlob Rosenkrantz, der i 1887 byggede Liselund Ny Slot.

Der er offentlig adgang til parken hele året, og adgang til hovedbygningen ved rundvisninger.
Liselund Gl. Slot, Langebjergvej, 4791 Borre, Møn
Vallø Slot har gennem tiden været ejet af kendte adelsslægter, indtil det i 1708 blev købt af Frederik IV. Efter hans død i 1730 blev slottet af Christian VI overdraget til dronning Anna Sophie Reventlow. Dronningen oprettede i 1737 Vallø Stift som en selvejende institution , som havde til hovedformål at hjælpe og understøtte ugifte døtre af dansk adel.

Vallø Slot er opført af Mette Rosenkrantz, som i 1586 afsluttede bygningsværket med en vest- og sydfløj samt de to karakteristiske tårne. De øvrige fløje blev oført i 1600- og 1700-tallet.

Vallø Slotspark blev grundlagt i 1500-tallet med det er først i 1737 at der foreligger en plan over parken. Efter denne fremtræder parken i fransk stil med alléer og voldgrave omgivet af blomsterparterrer. Parken har senere gennemgået flere større omlægninger, og den park man ser idag stammer fra den seneste omlægning i 1904, hvor det landskabelige element blev mere udtalt med store græsflader. Hvert forår kan man se mere end 1 million blomstrende tulipaner og andre løgvækster.
Vallø Slot, Slotsgade 3, Vallø, 4600 Køge

Guide til slotte og herregårde


Få det bedste ud af dit besøg på de østdanske slotte og herregårde med guiden 'Slotte og herregårde på Sjælland, Lolland-Falster og Møn'.
Bestil slots- og herregårdsguiden her

Flere slotte og herregårde

Se en oversigt over alle slotte og herregårde på Sjælland, Møn og Lolland-Falster og vælg netop det slot eller den herregård, som du kunne tænke sig at besøge. Vær opmærksom på at ikke alle er offentlige tilgængelige.

Se slotte og herregårde her
VISITEASTDENMARK - Østdansk Turisme Banegårdspladsen 2, 1. 4700 Næstved +45 54 86 13 48 KONTAKT