
På KØS - Museum for kunst i det offentlig rum kan du opleve en fast samling af modeller til en række af de værker, vi møder i byrum, slotte, kirker, hospitaler og andre offentlige steder. Museet har eksisteret siden 1977 og ligger på gågaden i hjertet af Køge. Museet udstiller ikke færdige kunstværker, men favner istedet mere end 7.000 tegninger, modeller og andre forarbejder til nogle af landets mest kendte kunstværker.
Samlingen rummer overvejende forarbejder til værker fra det 20. århundrede, her iblandt skitser og kartoner til Dronningens gobeliner på Chritiansborg Slot af Bjørn Nørgaard, Per Kirkebys skitser til hans udsmykning af Geologisk Museum, Edvard Eriksens gipsmodel til Den Lille Havfrue og Constantin Hansens forarbejder til udsmykningen af Københavns Universitet, for blot at nævne et par stykker.
Seneste nye udvidelse af samlingen er skitser og modeller til de bygningsintegrerede udsmykninger i Kronprinseparrets bolig på Amalienborg. Her kan du opleve Kathrine Ærtebjergs gigantiske skitser inden de skiftede farve, Kasper Bonnéns digitale univers inden han gik i gang med at male, og Erik A. Frandsens prøver på metal inden det for alvor lykkedes at lave blomster til spejlene i slottets spejlsal.
Det er muligt at opleve udstillingen
Kunst til de kongelige fra d. 10 marts til d. 19. september 2010.