
Legenden om ham fortæller, at han oprindelig stammede fra Spanien, men blev diakon i Rom. Diakonens opgaver var bl.a. af social karakter, hvorfor Laurentius skulle forvalte kirkens fattigkasse.
Under kristenforfølgelserne i året 258 ville den romerske kejser tvinge Laurentius til at udlevere kirkens skatte. Tre dage senere troppede Laurentius op hos kejseren. Laurentius meddelte så kejseren, at alle kirkens skatte nu var samlede i gården, hvorefter kejseren rejste sig for at se på sagerne. Da han så ned i gården, stod alle kirkens fattige samlede der, og Laurentius sagde:"Dette er kirkens rigdom. De evige skatte, som aldrig mindskes, men forøges hver dag". Kejseren syntes ikke, at det var
morsomt, og dødsdømte Laurentius. Først skulle han i fængsel, og her fik
han sine medfanger til at gå over til den kristne tro. Kejseren forsøgte stadig, om han kunne vriste pengene ud af Laurentius. Han truede med stadig hårdere dødsstraffe, og den, som han til sidst valgte, var, at den stakkels Laurentius skulle steges langsomt på en jernrist. Det skete 10. august i år 258.
Datidens tegneserier, kalkmalerierne genfortæller historien om den stakkels Laurentius, liggende på risten med flammerne spillende omkring sig. I Tuse Kirke siger indskriften: “Gratias tibi ago domine jesu christe quod portas celi ingredi merui…, Jeg takker dig herre jesus kristus, at jeg har fortjent at gå ind ad himlens porte, assatus sum commedite…, Jeg er mør, værsgod at spise.”
Han satte ganske vist aldrig sine ben i Roskilde, og kisterne i kirkeruinen under byens travle hovedstrøg har af gode grunde ikke andet end navnet – og mindet – til fælles med den gode Laurentius. Men historiens vingesus høres både her og under Christiansborg. Adgangen er paradoksalt nok gratis til kirkeruinen i Roskilde, og man låner blot nøglen i Turistkontoret på Torvet, mens selvsamme Roskilde forlanger modsat de fleste, andre domkirker verden over ENTRÉ af gæsterne i Guds Hus. Christiansborg Slotsruin opkræver en beskeden entré, som kan nedbringes ved brug af en af kuponerne i Camping- Fritids april-udgave.
Læs flere artikler og onlinemagasiner fra Dansk Camping Union