|
|
Julemarkeder på slotte og herregårde
|
|
Rundt om på de østdanske slotte og herregårde fejres den søde jultid med en lang række stemningsfulde julemarkeder. Nyd den hyggelige julestemning, der skabes i vognporte, på kornlofter, i stalde og andre steder i de smukke historiske rammer. Benyt de mange julemarkeder til at få købt årets juletræ, se på julepynt, smage på julens delikatesser eller måske tage en tur i hestevogn? Mulighederne er mange. Nedenfor kan du finde inspiration til at vælge netop det julemarked, som opfylder dine juledrømme!
 Kom til et musikalt julemarked på Borreby Herreborg, med forskellige julekoncerter og et dejligt julemarked der blandt andet byder på brugskunst, godter, julepynt og lokale produkter. Få en enestående mulighed for et smugkig i det lige knap færdigbyggede Borreby Teater, som vil danne rammen om julemarkedets underholdning. Entre kr. 50,- for voksne. Kl. 15.00 alle dage går "The Broadways" på scenen med en festlig blanding af julesange og musicalnumre og de vil helt sikkert få salen til at gynge. Der skal købes særskilt billet til koncerten med "The Broadways" og den koster kr. 40,- i forslag på billet@vindebroen.dk eller tlf. 25 60 25 34. Billetten kan også købes i døren til kr. 50,-. Lørdag og søndag fra 19-11-2011 - 27-11-2011, kl. 10.00-16.00 Borreby Teater, Borreby Herreborg, Borrebyvej 41, 4230 Skælskør
 Oplev mere end 200 boder i det gamle historiske herregårdsmiljø, som byder på klassiske danske juletraditioner, når det er bedst. Boder og stande vil friste med julegaver, dekorationer, smagsprøver, delikatesser og øl fra Slotsbryggeriet. Begge weekender vil i år blive gæstet af et særligt følge af bornholmske udstillere. Julebazaren er for hele familien, og især børnene kan glæde sig til et væld af børneaktiviter som ponyridning, skattejagt, søverøverland og et besøg af selveste julemanden. Entré 60,- pr. voksen, 25,- pr. barn (12-16 år), børn under 12 år har gratis adgang. Mulighed for at downloade rabatkupon. Gratis parkering. Vekselkontor ved indgangen til avlsgården. Lørdag og søndag fra d. 05-11-2011 - 13-11-2011, kl. 10.00-17.00 Gavnø Slot og Park, Gavnø 2, 4700 Næstved
 For 15. gang slår Kragerup Gods dørene op for et forrygende julemarked, der byder på ca. 70 boder med alt fra smykker og pileflet til gran, vildt og gode bøffer. Nyd en smuk tur rundt i hestevogn med Kjeld og hans 2 dejlige Oldenborgheste. Når sulten melder sig, kan du dufte dig frem til madteltet, hvor Kragerup´s kokke venter med velsmagende lækkerier. Som noget nyt i år åbnes den gamle historiske hovedbygning, hvor der bliver serveret kaffe med hjemmebagt kage i Spisestuen og Havestuen. Gå ikke glip af trommebandet Nuclear Devils Drumband der leverer en flot opvisning. Entre og parkering 25 kr. pr. pers., børn under 12 er gratis. Go High banen er åben - husk at reservere tid. Lørdag d. 12-11-2011 - søndag d. 13-11-2011, kl. 10.00-16.00 Kragerup Gods, Kragerupgaardsvej 33, 4291 Ruds Vedby
 Juletorvet på Gisselfeld Kloster, som nu gennemføres for 13. år i træk, er kendt som Danmarks hyggeligste. Juletorvet byder på cirka 100 nøje udvalgte stande med et rigeligt og varieret udvalg af gode kvalitetsvarer til fornuftige priser og i alle prislag. Her finder du både julepynt, smykker julegodter, gode råvarer, grønt og meget andet. Slotsparken omkring middelalderslottet er smagfuldt og nænsomt pyntet, der i fin sammenhæng med de flot pyntede stande, dufte og lyde, bidrager til den helt rigtige danske julestemning. Juletorvet afholdes i det store ridehus, i staldene, i parkens tårne, i slottets garager, i herskabsstalden samt en pæn samling udendørs stande. Entré 50,-, børn under 12 år gratis adgang Fredag, lørdag og søndag fra 18-11-2011 - 27-11-2011. Fredage fra 15.00-20.00, lørdage og søndage fra 10.00-16.00. Indgangen lukker en time før juletorvet. Gisselfeld Kloster, Gisselfeldvej 12 A, 4690 Haslev
 Besøg det årlige julemarked på Svenstrup Gods hvor 'Den Gamle Herskabsstald' danner rammerne om en hyggelig julestue. Her finder du blandt andet julegaveideer, julepynt, brugskunst, sødt til juletande, lidt til julefrokosten og meget mere. Der er mulighed for at fælde årets juletræ samt købe diverse pyntegrønt med hjem. På pladsen foran hovedbygningen er der mulighed for at komme ud og køre i hestevogn. Caféen i vognporten byder på gløgg & æbleskiver mens der i gården kan købes lidt fast food. Entre pr. person 30 kr. Børn under 10 år fri adgang. Lørdag og søndag fra d. 26-11-2011 til 18-12-2011, kl. 10.00-16.00 Svenstrup Gods, Borupvej 104, 4140 Borup
 Julemarkedet på Gammelgaard Gods byder på eksklusive boder fra hele Lolland, med blandt andet tøj, brugsting, delikatesser, lokale frugt- og grøntsagsavlere og meget andet. Derudover sælges der gran og juletræer. Julemarkedet afholdes på det gamle kornloft og der vil være mulighed for at købe gløgg og æbleskiver. Lørdag 03-12-2011 - søndag 04-12-2011, kl. 10.00-16.00 Gammelgaard Gods, Ryde Kirkevej 1, 4920 Søllested
 Årets julebasar er traditionen tro en skøn blanding af basarliv med lækre inspirationer til julegaven, restaurantens gastronomiske julerier, skuespilleres drillerier, liv og stemning på det gamle slot. På denne dag serverer Lammefjordens Spisehus en lækker juleanretning med inspiration fra Lammefjorden. Søndag d. 04-12-2011, kl. 12.00-17.00 Dragsholm Slot, Dragsholm Allé, 4534 Hørve
 Igen i år slår Knuthenborg porten op til deres traditionsrige julemarked i Småland. Julestemningen er helt eventyrlig i den gamle park. Gå på opdagelse blandt de mere end 30 boder, der er fyldt med julepynt, lækre delikatesser – bl.a. vildt fra godset – og gode julegaveidéer. Traditionen tro sælges der juletræer og Knuthenborgs helt egen mistelten. Julemarkedet er sjov og hygge for hele familien, og så er der selvfølgelig lune æbleskiver, skoldhed gløgg at lune sig på og lidt forskellig mad til at stille sulten. Søndag 04-12-2011, kl. 10.00 - 15.00Knuthenborg Park, Knuthenborg Allé, 4930 Maribo
 Det kulturelle og stemningsfulde julemarked for hele familien på Fuglsang Gods byder på musik, kunst, boder med unikke udstillere, børneaktiviteter, caféhygge, hestevognskørsel og meget mere. Entre 60,-, gratis for unge under 18 år. Lørdag d. 10-12-2011 - søndag d. 11-12-2011, kl. 11.00-16.00Jul på Fuglsang, Nystedvej 71, 4891 Toreby L
 Kom til julemarked på Næsbyholm Slot hvor dørene åbnes til slottet og herskabsstalden. Der vil være mulighed for at se det smukt pyntede slot, det store slotsjuletræ samt masser af boder med alskens julegodter og gaver. Er årets juletræ endnu ikke i hus er der mulighed for at købe juletræer fra slottets egne plantager. Tag en tur med hestevogn og nyd slottets smukke omgivelser. For familiens yngste er der højtlæsning af juleeventyr, musik og måske en enkelt drillenisse eller to... Pris: 100,- pr. bil for parkering og entré for op til fem personer. Lørdag og søndag fra 10-12-2011 - 18-12-2011, kl. 10.00 - 16.00Næsbyholm Slot, Næsbyholm Allé 9, 4171 Glumsø
JuleopholdKig forbi vores tilbudsside og se de mange gode tilbud på ophold her i den kolde tid. Juleophold
|
|