|
Farvandet mellem Stevns Klint, Møns Klint og Storstrømmen ligger lige syd for Øresundsregionens storbyer. Det er et af landets bedste lystsejlerfarvande. Alligevel er der mange sejlere, som kun har overfladisk kendskab til området. Til hverdag og i weekenderne holder man sig tæt på hjemhavnen, og på langtur sejler de fleste forbi - uden at vide, at et farvand så tæt på byder på eventyr, god sejlads og enestående naturoplevelser. Tag dig tid til nogle overliggerdage i en af de hyggelige og karakterfulde havne, der byder på masser af aktivitetsmuligheder i land.
 Østersøen – og hermed mulighederne for rigtig havsejlads – begynder allerede syd for Falsterbo. Det er let at navigere. I god sigt giver klinterne landkending fra rum sø. Det er klinterne, som byder på de mest storslåede naturoplevelser undervejs. Stevns Klint – stejl, lidt bister og med Højerup Kirke som vartegn på toppen. Og den majestætiske Møns Klint, med de hvide kridtklipper, som rejser sig lodret fra Østersøens bølger til en højde af 130 meter. Klinterne skal opleves fra vandsiden! Herfra er de allersmukkest. Under gode vind- og vejrforhold er det en oplevelse at ligge for anker tæt på en af klinterne. I læ af klinterne ligger områdets største lystbådehavne, Rødvig Havn på Stevns og Klintholm Havn på Møn. De er naturlige ”stationer”, hvad enten man skal videre på langfart i Østersøen eller man vil trænge længere ind i områdets spændende indre farvande.
 Rødvig Havn rummer en række af de kvaliteter, som desværre er på retur i mange andre havne. Det er en levende fiskerihavn, med mange trawlere og mindre fartøjer, en række havnevirksomheder - blandt andet et rigtigt bådeværft - og flere gode spisesteder, eksempelvis Rødvig Kro, som har sin helt egen charme. Marinaen er stor, og der er som regel ingen problemer med at få plads, selv i højsæsonen. I spidsbelastninger kan større både lægge til i fiskerihavnen, hvor der altid er plads nok. Rødvig har gode trafikforbindelser med tog til Store Heddinge og Køge, hvor der er S-togs forbindelse videre til København.
 Den vigtigste seværdighed på Stevns er klinten. Klinten har 40 meters frit fald – et snit gennem mere end 100 millioner år. Klinten kan opleves fra Højerup gl. kirke, hvis kor skred i havet i 1928. Klinten er her knap 30 meter høj. Det er ca. 5 km. fra Rødvig Havn - en smuk tur, som kan anbefales. Lej eksempelvis en cykel på turistbureauet eller havnekontoret. Geologisk er Stevns Klint verdensberømt, fordi man langs klinten kan følge et lag – fiskelerlaget – dannet for 65 millioner år siden under en verdensomspændende klimakatastrofe, en stor del af plantearter og dyregrupperne uddøde. Ved Højerup ses fiskeleret cirka midt på klinten.
 Faxe Bugt og Faxe Ladeplads er ikke overrendte, så kan du nyde områdets kvaliteter i ro og fred. Faxe Ladeplads Havn er anlagt – og bruges stadig – til udskibning af kalk fra Faxe Kalkbrud. Lystbådehavnen – en ret ny marina – ligger syd for havnen med sit eget lille miljø og restaurant. Faxe Kalkbrud, der ligger et par kilometer inde i landet, er områdets største seværdighed, med sine 63 mio. år gamle geologiske forekomster. Der arrangeres regelmæssigt guidede ture, hvor man også kan besøge det geologiske museum i Faxe. Faxe by er et hyggeligt indkøbscentrum – også med større industrivirksomheder, hvoraf Faxe Bryggeri er den største.
 På den anden side af Faxe Bugt ligger Møns Klint. Set fra Rødvig og Faxe Ladeplads synes den kun at være et stenkast væk. Syd for Møns Klint ligger Klintholm Havn, der er en levende fiskerihavn med alt det liv og miljø, som hører fiskeriet til. Den store marina ligger i en havneafdeling for sig selv. Den blev anlagt sammen med Danland ferieby omkring 1980. Der er førsteklasses badestrande både øst og vest for byen. Klintholm Havn er en turistattraktion i sig selv. Det er en hyggelig lille by, med en række faciliteter og flere gode restauranter. Ålekroen, Klintholm Søbad og Klintholm Røgeri, der har udeservering, kan anbefales. Blandingen af fiskerihavn og turistmål giver byen et specielt liv - på varme sommeraftner er stemningen helt særlig.
 Østmøn er pakket med oplevelsesmuligheder, som er let tilgængelige fra Klintholm Havn. Man kan gå eller leje en cykel, og i højsæsonen er der busforbindelse direkte til Møns Klint. Østmøn er først og fremmest unik natur. Selv om du har oplevet Møns Klint fra søsiden, fortjener den alligevel et besøg fra landsiden. Klinten er et af de få steder i Danmark, hvor du kan opleve virkeligt stor natur. Suget i maven, når du fra klintekanten ser havet og stranden dybt, dybt dernede. De hvide vægge mod det turkisgrønne vand. Lyden af brændingen mod stranden og vinden i trækronerne. Forsteningen i din hånd, som du selv har trukket ud af det våde, bløde kridt. Østmøn byder også på kulturhistoriske skatte som Liselund, en romantisk slotspark med et lille, stråtækt lystslot, hyggelige landsbyer og – lidt længere væk – de kendte kalkmalerier i Elmelunde Kirke.
 Tidligere var det ruten ”indenskærs” – fra Faxe Bugt, via Bøgestrømmen, Stege Bugt og Ulvsund til Storstrømmen – som var hovedruten ved passage af farvandet mellem klinterne og Storstrømmen. I dag vælger mange at gå udenom Møn, fordi de er lidt utrygge ved at sejle i de indre farvande. Det er imidlertid en overdreven frygt. Grundene er godt afmærket. Hvis du har styr på egen dybdegang og aflæser dit søkort ordentligt, kan du færdes i næsten alle dele af farvandene mellem Sjælland og Møn - også udenfor sejlrenderne. Det er et spændende farvand. Fra den åbne Faxe Bugt, ind gennem den smalle Bøgestrøm mellem Jungshoved og Nyord. Herefter den brede Stege Bugt og – efter passage under Dr. Alexandrines bro, Danmarks smukkeste bro! – Ulvssund med flere småøer. Efter ”hjørnet” ved Tærø bliver der lidt mere plads til siderne, og efter passage af endnu en af Danmarks smukke broer, Farø-broen, når man ud i den ”rigtige” Storstrøm. Hvis du ikke anløber Vordingborg følger hurtigt den ”gamle” Storstrømsbro - en sand dinosaur blandt Danmarks broer. Derefter Smålandshavet.
 Stege Havn ligger næsten overfor Kalvehave. Den var tidligere en betydelig erhvervshavn. I dag er mange af de oprindelige havnefunktioner væk, men havnen er stadig – funktionelt og visuelt - byens centrum. Mange mønboere passerer den flere gange dagligt. Bymidten med dens torve og krogede gader ligger kun et stenkast fra havnen, lige på den anden side af byens kirke. Stege havde sin storhedstid i middelalderen, på grund af sildeeventyret i de nærliggende farvande. Både det store voldanlæg, der omkranser den gamle bykerne fra Bugt til Nor, og den velbevarede ”Mølleport” er fra middelalderen. Du kan studere byens historie på ”silderuten”, som kan følges efter en brochure (kan købes på turistkontoret) eller på en af de hyppige guidede ture. Hvis du planlægger en overliggerdag i Stege Havn, så vælg en tirsdag i juli måned. Da afholdes nemlig Stege Festivalen, hvor Storegade omdannes til én lang markedsplads, med musik og gøgl i gaden, noget godt til ganen og et overflødighedshorn af tilbud i butikker og boder.
 Sejler du fra Klintholm videre mod farvandene mellem Sjælland og Lolland-Falster, går turen først hen over den brede Hjelm Bugt. En scenisk stykke ”riviera”, som afgrænses i horisonterne af Højemøns bjerglandskab mod nordøst og Falsters skovklædte kyster i sydvest. Efter Hjelm Bugt rundes Madses Klint, og man kommer ind i ”tragten” Grønsund. Til styrbord har man (når man sejler mod vest) Møns, Bogøs og Farøs sydkyster.
 Du anløber flere småhavne, før du passerer Farøbroen på vej mod Vordingborg og Smålandshavet. Hesnæs på Falster-siden er et levende fiskerleje. I Hårbølle Havn præger fiskerne stadig havnebilledet. Den lille havneby er mest en ferieby, men med en række faciliteter. Bogø Havn er udgangspunkt for den stadigt fungerende Bogø-Stubbekøbing-færge - et stykke typisk dansk provins-historie. Prøv selv en tur! Også her er der meget at opleve i land. Mest på Vestmøn, hvor Fanefjord Kirke, med de flotte kalkmalerier af Elmelundemesteren, ligger nogle få kilometer fra Hårbølle Havn. Kalkmalerierne regnes for nogle af de fineste repræsentanter for Danmarks verdenskendte middelalderlige kalkmalerier. ”Grønsalen”, Danmarks længste langdysse, ligger som nabo til kirken. Vestmøn er også kendt for sine kunstnere og kunsthåndværkere. Besøg eksempelvis Fanefjord Glas (kun åben i højsæsonen) og Danmarks Smykkemuseum.
 Vordingborg Nordhavn er en af områdets største lystbådehavne. Det er en moderne havn med alle faciliteter, blandt andet indkøbsmuligheder og restaurant. Havnen ligger lige under de forfaldne borgmure af ruinen af Vordingborg slot, Danmarks største middelalderborg. Borgtårnet – Gåsetårnet – er byens vartegn og bestemt et besøg værd. Også Danmarks Borgcenter ligger på borgterrænet – kun et stenkast fra havnen. Vordingborg er kendt for et blomstrende kulturliv, med mange arrangementer, udstillinger, teaterfestival og ikke mindre end 3 musikfestivaler.
|
|