|
|
|
|
|
Fejø - den frodige frugtø i Smålandshavet
|
|
Fejø er med sine 16 km², og en kystlinie på over 30 km, den største af de tre beboede øer i Smålandshavet nord for Lolland. Landskabet er let kuperet med lave kyster. Den frugtbare, lerede jord på Fejø giver særlig gode betingelser for frugttræer, og øen har i mange år været kendt netop for frugtavl. Spring på færgen i Kragenæs og nyd den 15 minutter lange sejltur, der sætter tiden i stå og bringer dig ind i en tidslomme med fred og ro.
 Fra tidlig morgen og frem til midnat stævner den lille færge M/F Christine ud fra Kragenæs på Nord-Lolland til Fejø. Overfartstiden er 15 minutter, og der er afgang cirka hver time. Den korte sejltid er en kærkommen mulighed for at strække benene, geare lidt ned, og lade roen falde på sig. Fejø har cirka 650 beboere og hele to landsbyer, Østerby og Vesterby. Begge er præget af idylliske, gamle huse, mange med stråtag. Midt på øen, mellem landsbyerne finder du skolen med ø-museet, der drives af frivillige.
 I Vesterby ligger færgehavnen, og i Østerby ligger den hyggelige lystbådehavn Dybvig Havn. På Dybvig Havn finder du det gamle bådeværft, der blev grundlagt i 1889 og som stadig er i drift. Værftet har gennem tiderne hovedsageligt bygget træskibe og der iblandt de karakteristiske åledrivkvaser, der er en særlig lavbundet båd til ålefiskeri. Der blev bygget åledrivkvaser flere steder i landet, men åledrivkvaserne fra Fejø nød og nyder stadig en særlig stor respekt blandt fiskere.
 Fejø Kirke er en af Danmarks ældste ø-kirker. De ældste dele af kirken er opført omkring 1240, mens koret, skibet, tårnet og våbenhuset er opført løbende i de efterfølgende årtier. I middelalderen var kirken viet til Sct. Nicolaus, de søfarendes helgen. Kirken er beliggende helt ned til vandet og tjente oprindeligt som kirke for de omkringliggende øer, hvorfra kirkegængerne kom sejlende til kirke.
 Den frodige og lerholdige jord på Fejø er ideel til frugtdyrkning og Fejø har da også igennem tiden været kendt netop for sin frugtproduktion. Det omgivende hav giver et lidt mildere klima i de kritiske forårsmåneder, så frugten har alle de bedste betingelser for at gro. De mange frugttræer blomstrer gerne i midten af maj og er et utrolig smukt syn.  Langs vejene på Fejø finder du et væld af små ubemandede landevejsboder, der sælger alt fra skønne lokalt dyrkede frugter og grøntsager til hjemmelavet marmelade, honning, friske æg, madding til fisketuren eller hvad med en ægte Fejønisse? Når du skal betale dine varer lægger du blot det beløb der svarer til prisen på varerne i bodens lille kasse.
 Fejø er en meget aktiv ø, blandt andet afholdes der i pinsen et stort, festligt Pinsekarneval med optog fra havn til havn. I slutningen af juli samles drivkvaser og andre både fra nær og fjern til træskibskapsejlads i farvandet ud for Dybvig Havn. Efteråret står i frugtens tegn når pæreskuderne i starten af september sejler til Nyhavn, lastet med frisk Fejø frugt til københavnerne. I oktober fejres æblets dag på Fejø, En hel dag med Fejøs frugter som det centrale element.
Når du besøger Fejø må du ikke snyde dig selv for et besøg på Skalø der er forbundet med Fejø via en smal dæmning. Skalø er blot omkring 100 hektar, og har sin egen lille private havn. Skalø´s smukke landskab varierer med høje lerklinter og flade strandenge. Skalø har et rigt fugleliv og hvert forår og efterår er der mange trækfugle der gør holdt på Skalø på deres vej sydover. Det er muligt at tage en vandretur Skalø rundt, Hvis du følger markvejen mod nord kommer der en sti til stranden (mod øst). Herfra kan du gå Skalø rundt ad stranden.
Oplevelsesdag i havkajak
Lav en aftale med de venner du alt for sjældent ser eller inviter familien med på en oplevelsesdag med havkajak på Fejø. Dagen byder på 4 timer i havkajak og en lækker frokost eller aftensmad. Bedst mellem maj og september. Kontakt Kragenæs Kajak og så finder I i fællesskab ud af hvordan din oplevelsesdag skal forme sig.
Med færgen til Fejø Sejlturen til Fejø tager 15 minutter med færgen M/F Christine. Det er ikke muligt at reservere plads på færgen, men den sejler ca. en gang i timen. Fra maj til september er der ekstra passagerer med færgen, når sommerens svaler bygger rede og yngler på færgen. Se sejltider og priser
Økologi på Kernegaarden Kernegaarden på Fejø er et økologisk landsted med lokal produktion af lam, æblemost og cider. Besøg den velassorterede gårdbutik og læg vejen forbi ciderproduktionshallen, hvor du kan følge produktionen af råvarerne på nærmeste hold. Læs artikel om Kernegaarden
|
|
|
|
|