Til forsiden
Med fire småfærger Fjordstien rundt

Det nordvestlige Sjælland byder på helt specielle cykeloplevelser

FREDERIKSSUND

– Man får jo nærmest åndenød over, hvor tæt historierne, oplevelserne og attraktionerne ligger her på Fjordstien. På de fleste andre cykelruter er man lykkelig over at blive afbrudt. Det er sandelig ikke tilfældet med Fjordstien. Her drejer det sig om at vælge fra, for man kan simpelthen ikke nå at få det hele med, og det er vi ikke ligefrem vant til som cykelturister.

Sådan lyder en garvet cykelturists, Michael Nielsen fra Frederikssund, beskrivelse af en af Danmarks smukkeste cykelruter, Fjordstien omkring Isefjorden og Roskilde Fjord i det Nordvestlige Sjælland. Den afmærkede cykelrute er på hele 375 kilometer og har eksisteret i ret mange år, men har været lidt af en hemmelighed, fordi ruten ikke har været helt sammenhængende. Det er den nu – med undtagelse af nogle få kilometer.

Fjordstien er kendetegnet ved at være trafiksikker og have en unik nærhed til de to smukke fjorde. På små stier, markveje og specielt anlagte cykelstier bugter Fjordstien sig gennem det flotte sjællandske kultur- og naturlandskab. På turen rundt kommer man gennem de hyggelige købstæder Frederikssund, Roskilde, Holbæk, Nykøbing Sjælland, Hundested og Frederiksværk godt krydret med ture gennem gamle landsbyer og gadekær.
- Fjordstien er utrolig spændende at cykle på, fordi der med kort mellemrum hele tiden sker noget nyt. Pludselig cykler man i store kongelige jagtskove med to tusinde år gamle egetræer for kort efter at cykle gennem bølgende kornmarker på en lille sti helt nede ved fjorden, fortæller Michael Nielsen.

Den engagerede cykelturist fremhæver også oplevelsen ved at tage fire småfærger rundt på cykelruten i det sjællandske fjordland.

- Cykler man hele ruten har man på kort tid fået et fantastisk indblik i Danmark. Det er som om dette lille hjørne af Danmark har lidt af det hele i sig: Store attraktioner, smuk natur og spændende byer, lyder det fra Michael Nielsen.

Overnatningsmulighederne er mangfoldige, men Michael Nielsen fremhæver især de mange frie teltpladser og ikke mindst alle Bed & Breakfast-stederne, som ligger tæt på hele ruten.

Turistbureauerne i købstæderne hjælper gerne med at finde de rette overnatningsmuligheder. Tidsplanen og ruterne kan man selv tilrettelægge ved at gå ind på www.fjordstien.dk og de enkelte turistbureauers egne websites.
Onsdag, april 09 2008
VISITEASTDENMARK - Østdansk Turisme Banegårdspladsen 2, 1. 4700 Næstved +45 54 86 13 48 KONTAKT