Den nationale cykelrute nummer 8 strækker sig over 360 kilometer fra Rudbøl i Vestjylland til Møn. Den østdanske del af ruten er på 203 kilometer og starter i Tårs efter en sejltur fra Spodsbjerg på Langeland.
Når du kommer ud fra
færgen i Tårs leder cykelruten dig hurtigt væk fra bilerne og videre igennem den lille by Sandby. Videre på et smalt dige ved Hellenæs og ad bagvejen ind til Nakskov.
Nakskov er en driftig by med hyggelige indkøbsgader. Tril en tur rundt og se kirken med kanonkuglen fra svenskerkrigen og den russiske
U-båd U-359, der idag er indrettet som museum.

Cykelruten fortsætter forbi Halsted Kloster, med historie tilbage til 1177, og videre til
Reventlow Slot i Pederstrup. Slottet er idag indrettet som museum med kunstneriske og personlige minder om statsminister C. D. F. Reventlow.
Videre forbi
Birket Kirke der er Lollands højst beliggende kirke. Bemærk gravhøjen på kirkegården og det sorte klokketårn, der hører til landets ældste træbygninger. Ruten fortsætter ned til Kragenæs havn, hvor der er mulighed for at tage en afstikker til
Femø eller Fejø. Fra havnen fører ruten dig videre igennem Ravnsby Bakker også kaldet "De Lollandske Alper".

Landevejen fører dig videre til Bandholm, hvor der er mulighed for at tage en afstikker til
Knuthenborg Park og Safari, en herlig familieattrakation med oplevelser for hele familien.
Fra Bandholm fortsætter du, enten med veteranbanen eller på cykel, mod Maribo, der er beliggende helt ned til
Maribosøerne. Byen er en hyggelig provinsby med klosterruin og domkirke. Næste by er Sakskøbing med sit smilende vandtårn, der er et muntert vartegn for byen.
Fra Sakskøbing følger du kanten af Holmeskov Dyrehave. Snart dukker herregårdsmiljøet omkring
Krenkerup Gods op med alléer, portnerboligen og til sidst et glimt af den gule hovedbygning. Der er ingen adgang til gods eller park men du kan gå en tur i den nærliggende Krenkerup Hareskov.

Før du forlader Lolland, kan du besøge
Middelaldercenteret i Sundbys nordlige udkant. Her træder du ind i middelalderens stemingsfulde miljø, med ridderturneringer, middelaldermad og handlende.
Fortsæt fra Nykøbing F. langs Guldborgsund og forbi sukkerfabrikken. Herefter løber cykelruten langs det beskyttede dige og ind gennem Hesselø Plantage. Her er en fin udsigt over de små øer Flatø og Kalvø i Guldborgsund.
Cykelruten fortsætter via Væggerløse til Marielyst, en populær ferieby med en særdeles god badestrand. Fra Marielyst fortsættes nordpå forbi Sønder Alslev Strand. Her kan man tage en afstikker til Corselitze Gods, hvor der er mulighed for at tage et hvil i den smukke slotspark.

Efter Corselitze løber ruten forbi det fredede naturområde
Halskov Vænge, der indeholder en samling af 4 langdysser og omkring 50 bronzealdergravhøje. Bemærk at der ikke er skiltet mod Halskov Vænge på ruten.
På Pomlenakke bør man stoppe ved traktørstedet (lukket mandag) og videre i Hesnæs er det husenes helt specielle udseende der fanger opmærksomheden. Næste by på cykelruten er Stubbekøbing, som er Falsters ældste købstad. Her kan du besøge den 800 år gamle
Stubbekøbing Kirke, med kalkmalerier i to etager og træloft. Fra Stubbekøbing sejler du med den lille
færge "Ida" til Bogø (sejler maj-sep) og herefter går turen via dæmningen til Møn.

Fanefjord Kirke ses som øens sydvestlige vartegn. Her kan du se de karakteristiske kalkmalerier af
Elmelundemesteren. Lidt sydligere møder du landets største langdysse Grønsalen der stammer tilbage fra stenalderen. Du kan tage småveje syd om Stege Nor til Møns Klint. På vejen kan det anbefales at tage et smut forbi Klintholm Havn.
Møns Klint er en naturpark i sig selv med de hvide klinter. Klinten ser mest imponerende ud, når man efter mange trappetrin kommer ned til den smalle strand og ser op. Besøg også
GeoCenter Møns Klint, hvor du kan opleve Danmarks fødsel (entré). Den sidste del af ruten løber nord om noret og ender i købstaden Stege.