
Kristian har været livredder i Danmarks største livreddertjeneste, TrygFonden kystlivredning, i et par år. Og han elsker sommerjobbet. Arbejdsdagen på stranden begynder kl. 11.00, hvor livreddertårnet åbner. Når livredderne møder på vagt, åbner de tårnet, tjekker båden og prøvestarter motoren, så den er klar til dagens opgaver. ”Der er nogle faste opgaver, som skal løses. Vi måler fx vandtemperaturen og vinden og skriver oplysningerne på infotavlen, så badegæsterne kan følge med i dagens tal. Det er også her vi skriver, hvis der er noget særligt, man skal være opmærksom på – fx mange brandmænd” fortæller Kristian og peger på skiltet foran livreddertårnet.
Dagens flag ”Når vi åbner tårnet, vurderer vi også, hvilken farve flag, der skal op i toppen af tårnet. Vi har tre flag at gøre godt med. Det nye halvt røde, halvt gule sætter vi op, når der ikke er særlige forhold, der gør sig gældende. Flaget betyder ganske simpelt ”livredder på vagt”,” forklarer Kristian. Er der skærpede forhold, fx strøm eller mange brandmænd, sætter livredderne det gule flag op. Det betyder ”det er tilladt at bade, men vær særlig opmærksom. Det sidste flag er rødt og hejses, når badning er forbudt. ”Når det røde flag er oppe, er det livsfarligt at bade,” understreger Kristian.
Svøm mellem flagene 
Når flaget er hejst i tårnet, markerer livredderne deres primære zone. Det er det område, hvor livredderne holder særligt øje med de badende. Området strækker sig over 200 meter - 100 meter på hver side af livreddertårnet. Området markeres med et flag i hver ende. Flaget er halvt rødt, halvt gult. ”Vi gør meget ud af at fortælle de badende, at de bør bade i vores primære zone. Nogle tror at livredderne kan holde øje med hele stranden, men det er jo umuligt. Bader man inden for flagene, så får man en ekstra tryghed,” forklarer Kristian.
Når de faste opgaver er løst og flagene på plads, er livredderne klar til at forebygge drukneulykker. Det gør de blandt andet ved at overvåge stranden fra toppen af livreddertårnet. I løbet af dagen patruljerer livredderne på stranden både til lands og i vandet. Det er altid en kærkommen lejlighed til at hilse på badegæsterne og få sejlet i livredderbåden.
Slip ikke børnene af syne… … sådan lyder et af livreddernes 5 baderåd. Og det skal tages meget alvorligt. Børn og vand kan være en meget farlig cocktail. Drukneulykker opstår lynhurtigt og ofte næsten helt lydløst. Forældrene må derfor ikke slippe børnene af syne, heller ikke kortvarigt for at gå på toilettet eller for at hente mere solcreme i bilen. Det er forældrenes ansvar at holde øje med børnene og skal man på toilettet må man enten tage børnene med eller overlade opsynet til en anden voksen, som man har tillid til.
I aktion 
Hvert år er livredderne i TrygFonden kystlivredning i aktion mange gange. Det kan fx være en person, der ikke kan svømme og pludselig bliver overrasket af ikke at kunne bunde længere. Livredderne oplever også, at personer på stranden får hjertestop. Heldigvis er livredderne er særligt godt rustet via deres uddannelse og deres udstyr såsom hjertestarter, iltkuffert, livredderbåd og rescueboards.
”En arbejdsdag som livredder byder på utrolig mange spændende opgaver, og når tårnet lukker kl. 19.00, kan man se tilbage på en dag, hvor man har været med til at skabe tryghed for de badende og virkelig har gjort en forskel. Det giver en god fornemmelse i maven”, slutter Kristian.
Se TrygFondens film om livreddernes arbejde på strandenKilde: TrygFonden